Analytiker kalder gidselaftale »dårlig for Israel«
Meget tyder på en snarlig aftale mellem Israel og Hamas. Det er en aftale bestående af tre faser. Aftalens indhold er endnu ikke bekræftet. Men det ser ud til, at den indeholder nogenlunde dette:
- Første fase er sat til at vare seks uger, og i løbet af den periode vil 33 gidsler – hvoraf de fleste formodes at være i live – blive løsladt. Der er tale om kvinder, børn, ældre og syge. Blandt dem er fem unge kvindelige soldater. Samtidig vil hundredvis af palæstinensiske fanger blive løsladt. Der vil være livstidsfanger blandt dem, men ikke nogen af Hamas’ elitesoldater, som deltog i massakren 7. oktober. Derudover vil Israels tropper trække sig tilbage fra de befolkede områder i Gaza, og borgerne vil få lov at vende tilbage til det nordlige Gaza.
- Anden fase er endnu ikke færdigforhandlet, og det skaber en vis risiko for, at denne fase slet ikke bliver til noget. Forhandlingerne er sat til at begynde 16 dage inde i fase 1. I fase to vil de sidste levende gidsler blive befriet, Israels hær vil trække sig mere tilbage, og flere fanger vil blive løsladt.
- I tredje og sidste fase vil Hamas frigive de døde gidsler, så de kan blive begravet i Israel. Det er uklart, om Israel skal trække sig helt ud af Gaza i fase tre. Det har tidligere været en del af aftaleudkastet, men Netanyahu har krævet, at Israel bevarer sin tilstedeværelse på grænseovergangen mellem Gaza og Egypten. Det er også muligt, at Israel vil have en permanent bufferzone langs grænsen mellem Israel og Gaza.
»En dårlig aftale«
Først og fremmest er det en god nyhed, at nogle og forhåbentlig alle gidsler kan blive løsladt snart. Den del er der ikke uenighed om. Men hvad er konsekvenserne for Israel på den længere bane?
Yossi Yehoshua, som er korrespondent på det israelske medie Ynet, kalder i en leder aftalen »dårlig«. Samtidig erkender han, at Israel ikke har andet valg end at acceptere den, fordi landet er moralsk forpligtet til at få gidslerne hjem.
Her er hans vigtigste argumenter for at kalde aftalen dårlig:
- Han henviser til, at mange israelske soldater fortsat dør i krigen mod Hamas. Senest døde fem i en eksplosion mandag i det nordlige Gaza, hvor Israel ellers erklæret sejr. Det viser, siger Yehoshua, at Hamas endnu ikke er tilstrækkeligt bekæmpet. Han understreger, at Israels soldater er ekstremt udmattede efter 15 måneders krig med stort set ingen pauser. Han konkluderer, at kampen mod Hamas ikke er så succesfuld, som den ellers er blevet fremstillet mange steder. Israel kan ifølge Yehoshua ikke være tilfreds med den forfatning, Hamas er i på tidspunktet for indgåelsen af en våbenhvile.
- Israel skal ifølge aftalen trække sig tilbage fra store dele af Gaza i fase 1. Det vil ifølge Yehoshua gøre det meget svært at genoptage kampene, hvis Hamas bryder aftalen og fx nægter at løslade flere gidsler end de 33 i fase 1. I Nordgaza vil der til den tid være langt flere Hamas-folk, fordi de under fase 1 har kunnet vende tilbage til området fra Sydgaza. Og i Sydgaza vil de mange evakuerede borgere være vendt tilbage til byerne og gøre det til ”et mareridt” at skulle genoptage kampene her, skriver han.
Hans konklusion er derfor, at Israel allerede i fase 1 betaler den pris, som de først skulle betale ved gennemførelsen af den fulde aftale – hvor alle gidslerne befries. Nu risikerer Israel at betale prisen (at standse krigen permanent) for kun de 33.
Men der er som sagt mange detaljer i aftalen, som endnu ikke er offentligt kendt. Det bliver de forhåbentlig snart. Og så vil det stå endnu tydeligere, hvilken pris Israel kommer til at betale for gidslerne.