Dansker på liste med 34 ”fase 1-gidsler”
Før jul var der en pæn optimisme at spore i forhandlingerne om en aftale mellem Israel og Hamas, der ville sikre frigivelse af et antal gidsler. Hen over julen har der dog ikke været de store fremskridt i forhandlingerne, men nu ser det ud til, at der igen sker lidt.
En israelsk delegation er i Qatar, hvor der forhandles indirekte med Hamas.
Og søndag opstod der så forvirring om, hvorvidt Hamas har accepteret en liste med 34 navne på gidsler, som vil skulle løslades i første fase af en eventuel aftale.
Forvirringen opstod, fordi Reuters først citerede en Hamas-kilde for at sige, at terrorgruppen havde givet Israel en liste med de 34 navne. Det afviste premierminister Benjamin Netanyahu dog straks. Senere viste det sig, at der blot var tale om, at Hamas over for blandt andet Reuters havde indikeret, at de ville acceptere en liste med 34 navne, som Israel havde givet dem helt tilbage i juli.
Senere kunne det israelske medie Walla citere israelske kilder for, at Hamas rent faktisk har accepteret listen.
Hamas har dog ikke fortalt, hvor mange af de 34 gidsler der fortsat er i live. Det er en information, Israel kræver, før de kan sige, hvor mange palæstinensiske fanger de vil løslade fra de israelske fængsler som betaling for gidslerne. Hamas siger, at de har brug for en uges våbenhvile for at få overblik over, hvem der er i live. Og det er næppe sandsynligt, at Israel vil give dem det.
Ikke desto mindre kan det ses som et fremskridt, at Hamas altså har godkendt listen. Men ifølge israelske kilder er der generelt tale om meget små fremskridt. De siger også, at der næppe vil gå mere end en uge, før man ved, om denne runde af forhandlinger fører til en aftale.
Dansker og børnefamilie på listen
Mandag offentliggjorde det saudiske medie A-Sharq så det, der skulle være listen med de 34 navne. En liste, som Israel altså gav Hamas helt tilbage i juli. Listen indeholder blandt andet danske Itzhik Elgarat. Tidligere har Hamas sagt, at Elgarat er død, men oplysningerne er ikke bekræftet af Israel. På listen står også Bibas-familien, som består af moren Shiri på 33, faren Yarden på 35 og de to små drenge Ariel på 5 og Kfir på 1.
Også 19-årige Liri Albag er på listen. 4. januar offentliggjorde Hamas en video på tre et halvt minut, hvor Albag blandt andet siger, at hun har været taget til fange i over 450 dage, hvilket indikerer, at videoen højst er en uge gammel. Hendes familie har tilladt de israelske medier at offentliggøre to still-billeder fra videoen.
”Videoen, som blev offentliggjort i dag, knuste vores hjerter. Dette er ikke den samme datter og søster, som vi plejede at kende. Hun er i en slem forfatning, og hendes svære mentale tilstand er tydelig,” lød det blandt andet fra familien.
Trumps indsættelse kan spille en rolle
Donald Trump har flere gange sagt, at ”helvede vil bryde løs”, hvis ikke gidslerne er løsladt, når han tiltræder som præsident 20. januar. Det er primært et budskab henvendt til Hamas.
Det er svært at forudsige, hvad Trump vil gøre, hvis der ikke er indgået en aftale til den tid. Hvad ligger der i hans trussel? Uanset hvad så har man det indtryk, at truslerne har haft i hvert fald en lille effekt, og at Hamas er en anelse mere forhandlingsvillige, end de har været tidligere. Israel har naturligvis heller ikke interesse i at give Trump det indtryk, at det er dem, der står i vejen for en aftale.
Det helt store spørgsmål i forhandlingerne er fortsat, om Hamas vil acceptere en aftale, der ikke indebærer, at krigen i Gaza slutter helt, og at Israel trækker alle sine tropper ud.