Ekspert: Brug for nye og langsigtede planer for bekæmpelsen af Hamas

Noget, som mange har bemærket, siden våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådte i kraft 19. janar, er, at Hamas er dukket frem fra tunnellerne og fremstår som en slags sejrherre.

En af dem, der har vist sit ansigt, er Hamas-kommandøren Hussein Fiad. Israel havde ellers meldt ud, at han var blevet dræbt i Beit Hanoun i det nordlige Gaza. I en udtalelse sagde Fiad for nylig, at Hamas har vundet, fordi de har overlevet – hvilket var deres mål. Israel har derimod tabt, fordi de ikke har nået målet om at fjerne Hamas, siger han. Fiad er selv personificeringen af, at Hamas umiddelbart er stærkere, end man gik og troede.

Og det er ikke kun Hamas’ propagandamaskine, der siger, at Hamas har sejret. Michael Milshtein, som er seniorforsker ved Dayan Centeret ved Tel Aviv Universitet, siger til radiokanalen 103FM: »Deres situation er ikke dårlig. Det er forfærdeligt for os at sige det, fordi vi ville foretrække en forslået, nedkæmpet og nærmest ikke-eksisterende organisation.«

 

Behov for en langsigtet strategi

Selvom Milshtein altså konkluderer, at Hamas er i en overraskende god forfatning efter 15 måneders krig, så betyder det imidlertid ikke, at han er imod våbenhvileaftalen.
For selv hvis Israel havde fortsat krigen mod Hamas nu og her, så tror han ikke, at det havde bragt hæren tættere på målet om at udslette terrororganisationen.
Han forstår dem, der havde foretrukket, at krigen var fortsat, og som frygter, at Hamas nu genvinder kontrollen med Gaza. »Jeg vil også gerne se Hamas ophøre med at eksistere. Men den måde, krigen er blevet ført på, har ikke bragt os tættere på det mål,« siger han. Derimod mener han, at »aftalen reddede os fra at sidde fast i en udmattelseskrig uden en tydelig strategi«.
Derfor mener han, at det nu og her handler om at få alle gidslerne ud af Gaza. Samtidig med det bør Israel begynde at lægge en mere langsigtet strategi for, hvordan de vil holde Hamas væk fra magten i Gaza. For Milshtein understreger også det, som langt de fleste israelere vil være enige i: Nemlig at det er fuldstændig utænkeligt at vende tilbage til en permanent situation, hvor man har Hamas som nabo i Gaza.

Hvad denne langsigtede strategi så skal indeholde, er jo det helt store spørgsmål.
Det bliver en opgave for den nye ledelse af Israels hær. I denne uge meddelte Herzi Halevi nemlig, at han 6. marts træder tilbage som hærchef. Halevi har længe sagt, at han vil stoppe, når tiden var den rette. Som begrundelse udtrykte han, at det handlede om hans ansvar for det svigt, der fandt sted 7. oktober. Et svigt, som han »bærer med sig hver dag, hver time, og vil bære med sig resten af livet«.