En forfærdelig aften: Syv dræbt i terrorangreb, mens Iran affyrede 180 missiler
Tirsdag den 1. oktober begyndte med nyheden om, at israelske tropper var gået ind i det sydlige Libanon og dermed officielt havde indledt den ventede landoffensiv, som har til formål at fordrive Hizbollah fra grænseområdet, sådan at de mange tusind evakuerede nordisraelere kan vende trygt hjem.
Om eftermiddagen kom så nyheden om, at USA havde fået indikationer på, at et stort angreb fra Iran mod Israel var på vej. Få timer senere kom så meldingen om, at Iran havde affyret missiler mod Israel. Det betød, at luftalarmerne lød over hele landet, så stort set hele befolkningen måtte søge ly i beskyttelsesrum. Dem som ikke kunne nå hen til et beskyttelsesrum måtte lægge sig på jorden.
Det aktuelle tal siger, at 181 missiler blev affyret. Ifølge Israel var der kun ganske få, der landede. Resten blev med hjælp fra USA og Jordan elimineret i luften.
Det forlyder blandt andet, at 10 af missilerne var rettet mod Dimona, hvor Israel har et atomkraftværk.
Ingen israelere blev dræbt i angrebet, men nogle få blev lettere såret.
Luftalarmer over hele Israel 1. oktober.
En palæstinenser - og måske fem iranere - dræbt
En palæstinensisk mand i Jeriko på Vestbredden blev ramt af resterne af et missil og blev dræbt på stedet. På X florerede en video (Advarsel: voldsomme billeder),der viser det øjeblik, hvor manden rammes af det enorme missil.
Derudover går der rygter om, at fem iranere fra Revolutionsgarden blev dræbt, da et missil eksploderede i forbindelse med affyringen. Dette er dog ikke bekræftet. Det samme gælder rygtet om, at en person i Jordan blev dræbt af missilrester.
Samlet set tegner der sig dermed et billede, der viser, at det iranske angreb blev afværget. Fra det iranske regime lyder det dog, at langt de fleste missiler ramte deres mål.
Israel forbereder modangreb
Da Iran angreb Israel i april, førte det ikke til et stort israelske modsvar. Her gennemførte Israel nogle få mindre luftangreb. Blandt andet fordi USA krævede, at Israel ikke svarede hårdt igen.
Det tyder på, at det bliver anderledes denne gang. Netanyahu sagde tirsdag aften, at »Iran har begået en fejl, og de vil betale en høj pris for det«. Også fra USA’s side er der andre toner. »Vi har gjort det klart, at det vil have konsekvenser, store konsekvenser, og vi vil samarbejde med Israel om dette,« sagde national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan kort efter angrebet.
Det, der spekuleres mest i, er, om Israel nu vil angribe Irans atomkraftværker. Israel ser Irans atomprogram som den største trussel af alle de mange trusler, de står over for. Og med angrebet mod Dimona er tiden måske den rette nu.
I et langt opslag på X skriver Israels tidligere premierminister Naftali Bennett, at »vi må handle nu og ødelægge Irans atomprogram og dets energiinfrastruktur og give dette terrorregime dødsstødet«.
Forventningen er altså helt klart, at Israel vil komme med et modangreb direkte på Iran. Det giver ikke mening at tale om, at Israel vil svare igen ved at angribe Hizbollah (Irans stedfortrædergrupper i Libanon), for Israel er i forvejen godt i gang med at nedkæmpe Hizbollah. Næsten hele den øverste ledelse, inklusive Hassan Nasrallah, er blevet dræbt inden for de seneste to uger. Og i dag onsdag fortsætter kampene i Libanon. Hizbollah har onsdag morgen affyret omkring 100 raketter mod Israel. Blandt andet mod området lige nord for Haifa.
Sandsynligvis står Israel nu med valget, om de skal gå efter atomkraftværkerne, som ligger under jorden, og derfor er meget svære at ramme. Eller om de skal »nøjes« med at gå efter øvrig infrastruktur i Iran for at svække regimet. Der spekuleres i, at den iranske økonomi står over for et kollaps. Og tirsdag aften og onsdag er der set lange køer ved benzinstationer og hæveautomater rundtom i Iran. Befolkningen frygter et totalt sammenbrud. Samtidig er der også mange iranere, der håber, at dette kan føre til regimets fald. Det shiamuslimske præstestyre har haft magten i landet siden revolutionen i 1979.
Meget blodigt terrorangreb
Nogenlunde samtidig med det iranske angreb blev 7 personer dræbt i et voldsomt terrorangreb i Tel Aviv-bydelen Jaffa.
To terrorister fra Hebron på Vestbredden åbnede først ild i et letbanetog. Herefter steg de ud på en station og fortsatte angrebet på Jerusalem Street. Den ene var bevæbnet med en riffel, den anden med en kniv. En lokal sikkerhedsvagt og en civil skød de to terrorister. Den ene blev dræbt, den anden såret.
Ofrene var tilfældige civile. Blandt dem var en 33-årig kvinde, der var sammen med sin ni måneder gamle baby. Babyen overlevede og en forbipasserende fandt barnet og bragte det til hospitalet.
Der er tale om et af de mest blodige terrorangreb i mange år.