Får kontroversiel retsreform comeback i 2025?

I december gentog Israels justitsminister, Yariv Levin, sin trussel om at genoplive den retsreform, som i 2023 (frem til 7. oktober) skabte enorm splittelse i befolkningen og mellem regeringen og Højesteret.

Levin – og andre i regeringen – ønsker nu at gennemføre nogle af kontroversielle lovforslag, som kort fortalt har til hensigt at indskrænke Højesterets beføjelser og til gengæld øge regeringens handlemuligheder.

Levins trussel– som han er kommet med også tidligere i 2024 – kom, efter at Højesteret havde krævet, at Levin samlede den komite, der vælger præsidenten for Højesteret. I cirka et år har Højesteret ikke haft en præsident, fordi Levin har nægtet at samle komiteen og gennemføre en afstemning.

At han har nægtet det, skyldes sandsynligvis, at hans egen foretrukne kandidat næppe vil vinde, sådan som komiteen er sammensat lige nu. Og her kommer retsreformen ind i billedet. For et af de mange kontroversielle lovforslag handler nemlig om, at regeringen vil ændre komiteens sammensætning, sådan at regeringen selv får kontrol over den – og dermed kan vælge højesteretsdommere og ikke mindst dens præsident.

Højesteret har krævet, at Levin samler komiteen senest 16. januar. Så man kan snildt forestille sig, at Levin vil forsøge at få gennemført lovforslaget inden da. Og faktisk har forslaget allerede fået flertal ved den første af tre afstemninger. Det betyder, at det kan gå stærkt, hvis Levin vælger at handle på truslen.

Der er næppe tvivl om, at det vil medføre en voldsom reaktion i befolkningen, hvis det sker. Mange mener, at netop retsreformen var skyld i, at Israel blev svækket, og at deres fjender (ikke mindst Hamas) så en gylden mulighed for at angribe. Det skete som bekendt 7. oktober – hvorefter reformen blev sat på pause. Måske slutter pausen snart.

Spørger man The Times of Israels chefredaktør, David Horovitz, er han klar i sin fordømmelse af Levins og regeringens planer. "Justitsministeren er fast besluttet på at ødelægge Israel indefra - igen" lyder overskriften for hans seneste klumme.

 


Justitsminister Yariv Levin (siddende) vil genoplive retsreformen. (Foto: GPO)