Kort nyt - om Trump

Trump foreslår at sende palæstinensere til Gaza og Egypten

Lørdag den 25. januar sagde Donald Trump, at han godt kunne tænke sig, at Egypten og Jordan tog imod palæstinensere fra Gaza. Han kaldte Gaza for et »demolition site« (et totalt ødelagt sted) og talte om, at man skulle »rydde op«.

Trump har talt med både Egyptens præsident Al-Sissi og Jordans kong Abdullah om det. Begge har været ude og afvise ideen fuldstændig, men det har ikke slået Trump ud. Mandag gentog Trump sin ide og slog fast, at han tror på, at både Egypten og Jordan kan lokkes til at tage imod palæstinensere fra Gaza. »Jeg tror, han vil gøre det,« sagde han om Al-Sissi – »og jeg tror, at Jordans konge også er med på den«.

Trump er også blevet spurgt, hvorvidt der er tale om, at palæstinensere skal flyttes i kort eller lang tid. Her svarede han, at der kan være tale om begge dele.
Der har også været rapporter om, at Albanien skulle være en del af planen – men det har Albaniens leder afvist.
Forslaget har skabt begejstring hos de to nationalreligiøse partiledere Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich. De ønsker begge at etablere israelske bosættelser i Gaza.

 

Lapid: Regeringen må gå diplomatiets vej, når det gælder fremtidens Gaza

»Enhver, som så de hundredtusindvis af Gaza-borgere, som i går (mandag) krydsede Netzarimkorridoren og vendte hjem til det nordlige Gaza, ved, at krigen er slut.«

Sådan sagde oppositionsleder Yair Lapid tirsdag. Og derfor bør regeringen ifølge Lapid indse, at man er nødt til at arbejde på en diplomatisk løsning i Gaza, som kan sikre, at Hamas ikke vender tilbage som magthaver. Og ifølge Lapid kræver det, at man accepterer, at Det Palæstinensiske Selvstyre (som udgør den palæstinensiske regering på Vestbredden) kommer til at spille en rolle.

Det synspunkt skyldes ikke nødvendigvis, at Lapid er meget begejstret for Selvstyret. Det skyldes nærmere, at uden Selvstyret involveret »vil saudierne, Emiraterne, Egypten og Jordan ikke være«, som Lapid formulerede det.

Netanyahus regering har endnu ikke fremlagt en strategi for, hvordan magten skal fordeles i Gaza på den lange bane.

 

Aftale mellem Libanon og Israel er forlænget

I søndags var der gået to måneder, siden Israel og Libanon (og i praksis Hizbollah, som dog ikke formelt skrev under på aftalen) indgik en aftale om våbenhvile i det sydlige Libanon.
Derfor var det meningen, at Israel skulle have trukket sig helt ud af området. Men det er ikke sket. Israel siger, at det skyldes, at den libanesiske hær ikke i tilstrækkelig grad har kunnet udfyld tomrummet, som de israelske soldater vil efterlade – hvilket er en central del af aftalen. Derfor har Israel anmodet om at få forlænget deadline. USA, Frankrig og UNIFIL, som sidder i den såkaldte komite, der holder øje med våbenhvilen, har accepteret at forlænge fristen til 18. februar.

Søndag valgte mange libanesere at trodse Israels besked til dem, hvilket førte til, at israelske tropper dræbte 24. Mandag blev to dræbt, forlyder det.
Israels hær siger, at det skyldes, at Hizbollah opildnede og pressede de civile til at vende tilbage. En ledende kristen libanesisk politiker har også kritiseret Hizbollah og sagt, at de pressede de civile til at vende hjem »til den sikre død«.

 

Danny Elgarat forventer ikke at se sin bror i live

Efter at Hamas for nylig fortalte Israel, at otte af de i alt 33 gidsler, der skal løslades (eller er blevet det) i fase 1 af våbenhvilen, er døde, har flere pårørende udtrykt bekymring.
En af dem er Danny Elgarat, der er bror til det danske gidsel Itzhik Elgarat. Tirsdag havde han ordet i et Knessetudvalg, og her sagde han, at »vi sandsynligvis vil modtage ham som en af de dræbte.« Han kritiserede regeringen og sagde, at »det var muligt at redde ham, hvis I havde accepteret aftalen tidligere«.

Hamas har tidligere sagt, at Itzhik Elgarat er død, men Israel betragter ikke dette som noget, man nødvendigvis kan stole på.

Derudover er der kraftig formodning om, at den 84-årige Oded Lifshitz er død i fangenskabet. Og i sidste uge sagde en talsmand for IDF, at der er grund til »stor bekymring«, når det gælder Shiri Bibas og hendes to drenge, Ariel og Kfir.

Itzhik, Oded, Shiri, Kfir og Ariel kan altså muligvis være fem af de otte.

Israel har sagt, at mindst 34 af de tilbageværende gidsler er døde. Derudover har Israel siden 7. oktober 2023 fundet ligene af 40 gidsler i Gaza.