Læge: Idylliske billeder af gidslers hjemkomst viser ikke virkeligheden
Israel går gennem nogle uger, som aldrig vil blive glemt. Ad to omgange er i alt 7 gidsler – 7 unge kvinder – blevet løsladt som en del af en aftale mellem Israel og Hamas. I de kommende uger vil mange flere blive løsladt, hvis aftalen holder.
Begge løsladelser har været præget af opmuntrende og rørende billeder af tidligere gidsler, der genforenes med deres familier. Der har været adskillige videoklip af de unge kvinder, som smiler og vinker. Selv da Naama Levy, Liri Albag, Karina Ariev og Daniella Gilboa blev tvunget af Hamas til at stå på en scene i Gaza foran en masse palæstinensere kort før deres løsladelse, vinkede og smilede de.
Man kan derfor få det indtryk, at de nu tidligere gidsler vender tilbage med overskud og kan vende tilbage til det liv, de levede før 7. oktober.
Euforien vil forsvinde
Einat Yehene er neuropsykolog og er knyttet til organisationen af pårørende til gidslerne. Hun har også fulgt løsladelsen - men fortæller, at hun »ikke har taget del i euforien«. Faktisk havde hun det svært med de meget »idylliske billeder« med lutter glæde. »De idylliske billeder viser ikke virkeligheden,« siger hun i et interview med radiokanalen 103FM.
Af erfaring ved hun, at gidsler, der har været holdt fanget i så lang tid, kommer tilbage med meget store psykiske sår.
»Først er der traumet fra selve bortførelsen,« siger hun. »Vi bevidnede, hvordan de fire kvindelige soldater blev bortført, og hvordan deres kammerater blev dræbt.«
Einat Yehene forventer, at traumerne for alvor vil påvirke de løsladte efter nogle dage. »Efter de første dage vil medieræset stilne af, og budskaber om at ”hun stadig er den samme livlige pige” vil ikke tjene hverken de løsladte eller de pårørende« siger hun.
Komplekse traumer: Alene i tunnel i måneder
»Vi ved også, at de har været holdt som gidsler længe. Det har været skrevet, at Naama tilbragte flere måneder alene i en tunnel, og da hun kom ud, vidste hun ikke, om hun var i live. Der var en afkobling fra virkeligheden. Så det er komplekse traumer med stress, der er livsfarlig,« siger Einat Yehene.
Hendes erfaring siger, at personer, der har været holdt som gidsler i halvtreds dage eller mere, »ikke kan finde sig selv i denne verden«.
Hun siger, at mange ikke kan gå nogen steder uden venner eller familie. Mange oplever sig fremmedgjorte over for omverdenen.
Derudover er det vigtigt for helingsprocessen, at alle gidslerne løslades. »De vil ikke fuldt ud kunne rehabilitere, hvis ikke alle gidslerne kommer fri,« siger Yehene. Det viser hendes egen forskning. Og det gælder både de løsladte gidsler og deres pårørende.
Mor til henrettet gidsel beder for alle gidsler
At der er et stærkt og følelsesmæssigt bånd mellem løsladte, ikke-løsladte og dræbte gidsler og deres pårørende, kommer tydeligt til udtryk i en meget stærk tekst skrevet af Rachel Goldberg-Polin efter den første løsladelse. Hun er mor til Hersh Goldberg-Polin, som blev fundet dræbt i Gaza i august 2024 – sammen med fem andre gidsler, der også var blevet skudt og dræbt.
Rachel har nu begravet sin søn. Men hun er stadig dybt følelsesmæssigt involveret i gidselsituationen.
I et blogindlæg på The Times of Israels hjemmeside, skriver hun blandt andet, at hun dagen efter den første løsladelse (af Romi Gonen, Emily Damari og Doron Steinbrecher) vågnede op med en mærkelig følelse: »Først var jeg forvirret, fordi det var en følelse, jeg ikke havde haft meget længe. Jeg kunne ikke huske, hvad man kaldte den. Og så slog det mig, at det var … lettelse! Nyheden om, at Emily, Doron og Romi var på vej hjem gjorde, at jeg kunne trække vejret dybt ind. Dette er unge kvinder, som jeg dagligt har bedt for med navns nævnelse – i hundredvis af dage. Det er unge kvinder, jeg har sagt salmer for om aftenen, før jeg lagde mig til at sove.«
Selv om denne samhørighedsfølelse nok især gælder de personer i Israel, som er direkte ramt, så gælder det nok i nogen grad hele Israels befolkning: Man vil først for alvor kunne komme igennem en helingsproces, når alle gidslerne er ude. Først da vil man for alvor kunne forsøge at komme videre fra 7. oktober.
I de første uger og måneder efter terrorangrebet hørte man flere israelere sige, at mens resten af verden var videre, så var det stadig 7. oktober i Israel. Selvom der nu snart er gået 16 måneder, gælder det nok stadig i nogen grad.
Torsdag forventes det, at Agam Berger, Arbel Yehoud og et tredje gidsel vil blive løsladt. Lørdag er det planen, at yderligere tre gidsler skal løslades.