Maldiverne i tvivl: Indrejseforbud var ikke tiltænkt arabere

Det skal være forbudt for israelere at rejse til ferieparadiset Maldiverne. Det meddelte ø-staten i begyndelsen af juni. Regeringen har været under pres længe for at indføre et sådant forbud som en protest mod krigen i Gaza. Det skriver blandt andet Al Jazeera.

Der har også for mange år siden været et indrejseforbud for turister med israelsk pas – men det blev ophævet i begyndelsen af halvfemserne.

De seneste mange år har israelerne flittigt benyttet Maldiverne, når der skulle holdes ferie. Sidste år besøgte 11.000 israelere østaten, hvilket udgjorde 0,6 procent af antallet af turister. Maldivernes befolkning er stort set udelukkende sunnimuslimsk.

 

Lov sat på pause på grund af arabiske israelere

Men loven, der skal gøre det forbudt for turister med israelsk pas at rejse ind, er stødt på udfordringer. Regeringen i Maldiverne er nemlig blevet opmærksom på, at mere end to millioner i befolkningen er arabere. Og man vil åbenbart kun straffe de israelske jøder.

»Der er mange palæstinensiske borgere med israelsk pas, flere millioner. (…) Det skal gennemtænkes ordentligt,« lød det for nylig fra rigsadvokaten i Maldiverne. Og nu er processen med at gennemføre forbuddet foreløbig sat på pause.

Rigsadvokaten har ikke helt ret i, at de mange arabiske borgere er palæstinensere. I hvert fald ikke, hvis man kigger i deres pas. Dog gælder der særlige omstændigheder for araberne i Østjerusalem, som først i 1967 kom på israelske hænder. Men de fleste er såmænd bare arabiske israelere – ligesom der er jødiske israelere. Og så skal det tilføjes, at nogle af dem identificerer sig som palæstinensere.

Det er uklart, om Maldiverne muligvis vil forsøge at indføre en lov, som gør, at det kun er de jødiske israelere, der ikke må komme på besøg.

Forløbet og sagen vidner om, hvad krigen mellem Israel og Hamas fører med sig. Ikke kun en kritik af og et had til Israel. Men i mange tilfælde helt specifikt til jøder. I dette tilfælde jødiske israelere. Men i mange andre tilfælde had til jøder alle mulige andre steder i verden.

Et blandt utallige eksempler er en video fra New York, hvor en ældre jødisk mand bliver spyttet på og truet af en forbipasserende.