Netanyahu og Nasrallah lægger op til fortsættelse – men ønske næppe stor krig

Søndag morgen angreb Hizbollah Israel med cirka 230 raketter og droner (tal fra Israels hær, IDF). Ifølge Hizbollah var det 320 raketter og droner. Angrebet skal ses som (foreløbig) hævn for likvideringen af Hizbollahs næstkommanderende, Fuad Shukr, 30. juli.

Men angrebet blev ikke den succes, som Hizbollah havde håbet på – langtfra. Natten til søndag blev Israel klar over, at et angreb var på vej. Og med kort varsel var omkring 100 jagerfly på vingerne. Ifølge Israel ødelagde de på samme tid flere tusind af de affyringsenheder, som skulle bruges til det store angreb på Israel. Derfor blev der kun affyret omkring 200 raketter samt cirka 20 droner.

Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, holdt en tale senere på dagen, hvor han forsøgte at fremstille det som et vellykket angreb. Han talte om, at de havde ramt militærbasen Glilot, som ligger meget tæt på Mossads hovedkvarter lidt nord for Tel Aviv – men det passede ikke, lød det fra Israel. Han påstod også, at de israelske kampfly stort set ikke havde ramt noget i Libanon.

En kvinde blev såret af granatsplinter, men ellers forårsagede angrebet på Israel kun materiel skade.

 

Hvem vil hvad?

Signalerne fra både Hizbollah og Israel i løbet af søndagen lød på, at man ikke ønsker, at det eskalerer til en krig i fuld skala.

Samtidig lød det fra både Nasrallah og Netanyahu, at de forbeholder sig retten til at angribe igen. Det kan virke besynderligt, eftersom der har været daglige angreb i snart 11 måneder.

For Nasrallahs vedkommende handler det om, at han forbeholder sig retten til at angribe igen, hvis man vurderer, at Fuad Shukrs død endnu ikke er hævnet. Men med den tvivlsomme udlægning af resultatet, Nasrallah altså gav søndag, ja, så vil det være overraskende, hvis han konkluderer, at der skal hævnes mere. Den (fra Hizbollahs perspektiv) meget positive udlægning af angrebet på Israel kan meget vel ses som et forsøg på at give sig selv en undskyldning for ikke at angribe mere (altså ud over de daglige »små« angreb).

Budskabet fra Netanyahu lød, at angrebet mod raketaffyringsramperne »ikke er afslutningen på historien«. Hvis Israel ikke havde elimineret de mange affyringsramper, så er det ikke godt at vide, hvad der var sket. Så kunne det meget vel være eskaleret yderligere. Det forlyder, at Hizbollah planlagde at affyre op mod 6000 raketter og droner.

Spørgsmålet er nu, hvem der har størst gavn af status quo, som altså er de her daglige »små« angreb. Israel betaler en høj pris, i form af at omkring 60.000 israelere er evakueret fra deres hjem. Også mange libanesere er evakueret fra Sydlibanon, men bekymringen for evakuerede civile er næppe så stor hos Hizbollah, som den er i Israel.

Kigger man på de militære resultater, ja, så er det tydeligt, at Hizbollah betaler en større pris end Israel. Flere Hizbollah-medlemmer end israelske soldater dør. Og som vi så søndag, er Israel også bedre til at ramme med deres angreb.

Ifølge Seth Frantzman, som skriver i Jerusalem Post, viser Nasrallahs tale søndag, at Hizbollah har det fint med udmattelseskrigen. De har ikke travlt med hverken eskalering eller deeskalering. Det kan godt være, de mister nogle mænd, nogle våbenlagre og nogle affyringsramper. Men selve det at holde Israel beskæftiget i en tid, hvor de også angribes fra andre fronter, er en form for daglig sejr for dem.

I Israel er der da også stor kritik af, at situationen med de mange evakuerede har fået lov at stå på i så lang tid. Det er sandsynligvis blandt andet et spørgsmål om ressourcer og timing for Israel. Hæren er slidt efter mange måneders krig. Samtidig har de seneste 11 måneder vist, at Israel ikke kan tolerere Hizbollahs permanente tilstedeværelse i det sydlige Libanon.

Det eneste, der lige nu lader til at kunne give en diplomatisk løsning på situationen er en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas. Uden en sådan, er det sandsynligvis et spørgsmål om tid, før Israel bliver nødt til at indlede en større krig mod Hizbollah – medmindre Hizbollah selv vælger at optrappe de daglige små angreb til en regulær krig.