Sinwars død åbner nye muligheder

Torsdag eftermiddag kom nyheden om, at Israels hær, IDF, undersøgte, om en af de tre terrorister, de havde dræbt om onsdagen, var Yahya Sinwar. Hurtigt stod det klart, at det sandsynligvis var tilfældet. På sociale medier kunne man se adskillige billeder af det lig, som i høj grad lignede Hamas’ leder. Sidst på dagen kom så den endelige bekræftelse fra IDF: Hovedarkitekten bag terrorangrebet 7. oktober var død.

 

Et tilfældigt sammenstød

Forløbet op til Sinwars død udfoldede sig ifølge IDF således: En gruppe soldater fik øje på tre terrorister i byen Rafah i det sydlige Gaza. De beskød terroristerne, som blev såret. Herefter flygtede to af dem ind i én bygning, og den tredje (som viste sig at være Sinwar) ind i en anden bygning.

Israelske tanks beskød herefter de to bygninger. Sinwar gik op på anden sal, hvor han gemte sig. Efter endnu en beskydning fra en tank gik et par soldater ind i bygningen. Men Sinwar var bevæbnet og kastede to granater efter soldaterne, som trak sig tilbage.

Herefter sendte IDF en drone ind i bygningen. IDF har senere offentliggjort disse dronebilleder, som viser en hårdt såret Sinwar sidde i en lænestol. Hans hoved er dækket til, og hans højre hånd og underarm er sprængt i stykker. På dette tidspunkt var soldaterne stadig ikke klar over, at de havde fundet den mest eftersøgte mand i hele Mellemøsten.

Tanken beskød bygningen igen og dræbte Sinwar.

Men først dagen efter – torsdag morgen – vendte IDF tilbage til stedet og kunne se, at manden lignede Sinwar.

Det er værd at bemærke, at Hamas-lederen altså befandt sig over jorden og ikke i tunnellerne, hvor han ellers formodes at have tilbragt det meste af tiden siden 7. oktober 2023. Det er også værd at bemærke, at der ikke var nogen gidsler sammen med ham. Det har ellers været antagelsen, at han altid havde gidsler tæt på sig.

IDF har sagt, at de har fundet Sinwars DNA tæt på det sted, hvor man 31. august fandt ligene af seks gidsler, som var blevet henrettet kort tid forinden. IDF har en tese om, at det var Sinwar, der gav ordren om at henrette dem. Det sted, hvor Sinwar blev dræbt, var tæt på stedet, hvor gidslerne blev fundet.

 

Hvad får det af betydning for gidslerne?

Nyheden om Sinwars død skabte stor glæde i Israel og andre steder. ”Det er en god dag for Israel, for USA og for verden,« sagde Joe Biden og sammenlignede det med, da USA fik ram på Osama Bin Laden i 2011.

Det store spørgsmål er, hvad det får af betydning for den videre udvikling i Israels krig mod både Hamas, Hizbollah og Iran.

Når det gælder Hamas, er håbet, at det øger chancen for en aftale om frigivelse af de resterende 101 gidsler, hvoraf cirka halvdelen formodes at være døde. Sinwar var angiveligt en, der modarbejdede en aftale – mens andre i Hamas var mere åbne over for at få afsluttet krigen med en aftale med Israel.

Men det er en kompleks situation. Det vides ikke, om nogen i Hamas har et samlet overblik over, hvor gidslerne befinder sig. Og det er også uklart, hvem der nu har det sidste ord. Lazar Berman fra The Times of Israel skriver, at man kan forestille sig en situation, hvor Hamas nu består af små milits-lignende grupper i forskellige dele af Gaza, som hver har nogle gidsler, og som hver især stiller forskellige krav til Israel, hvis de skal løslades.

Mange mener, at Netanyahu også har været modvillig mht. at indgå en aftale. Sinwars død gør det meget mere attraktivt for den israelske leder at få afsluttet krigen. For med Sinwars død er det meget lettere for ham at konkludere, at Israel har trukket sig sejrrigt ud. Hvorimod en våbenhvileaftale efterfulgt af billeder af en levende og smilende Sinwar ville give det stik modsatte indtryk.

Netanyahu sagde i en tale torsdag direkte til Hamas-terroristerne, at ”dem, som overgiver sig og giver os gidslerne, vil vi lade komme ud i live. Og på samme måde med dem, der gør vores gidsler fortræd, deres blod er på deres egne hænder og vi vil gøre regnskabet op med dem.”

Netanyahu sagde til befolkningen i Gaza, at Sinwars død ”er en mulighed for jer til endelig af blive fri af Hamas’ tyranni”.

Flere har bemærket, at Sinwars død ikke medførte raketaffyringer fra Gaza mod Israel. For det første vidner det nok om, at Hamas slet ikke er organiseret og har meget svært ved at operere. For det andet kan det måske være et tegn på, at hans død tager modet fra de tilbageværende terrorister – og ikke opildner dem til at kæmpe endnu hårdere for at hævne deres leder. Det vil være godt nyt for gidslerne og deres familier.

 

Betydningen for krigen mod Hizbollah og Iran

Lazar Berman spekulerer i, at Israel måske kan have interesse i at udnytte sejren i Gaza til at indgå en større aftale, der involverer både Hizbollah og Iran.

Efter Israels indledende succes med at dræbe Hizbollahs ledere er situationen i Libanon nu den, at Hizbollahs missiler og droner er begyndt at udgøre en meget seriøs trussel for Israel. Også de israelske tropper i Libanon er begyndt at møde modstand. Derudover er det sandsynligt, at der snart kommer regn i Libanon, hvilket gør det sværere for de israelske tropper og tanks at bevæge sig rundt i det mudrede og kuperede terræn.

Derfor er spørgsmål, om Israel vil forsøge via USA at indgå en form for aftale med Iran, der i hovedoverskrifter lyder nogenlunde sådan:

  • Israel minimerer sig modsvar på Irans missilangreb 1. oktober.
  • Hamas indvilger i at løslade gidslerne i bytte for en våbenhvile (den del af aftalen er meget kompleks, og der er mange detaljer)
  • Hizbollah trækker sig tilbage til nord for Litani-floden, som de er forpligtet til ifølge FN’s SIkkershedsråds Resolution 1701.
  • Israel trækker sig ud af Libanon.

En sådan aftale kan være i Irans interesse. De vil sandsynligvis gerne undgå en eskalering i den direkte konfrontation med Israel. De har mistet Hamas som stedfortrædergruppe og vil ikke tabe synderligt meget mere ved at Hamas overgiver sig. Endelig vil de kunne bevare deres vigtigste stedfortrædergruppe Hizbollah, som vil kunne få tid til at få etableret et nyt lederskab, efter at Nasrallah og stort set hele den øvrige ledelse er blevet likvideret af Israel.

Spørgsmålet er, om sådan en aftale overhovedet er mulig rent praktisk. Kan Iran fx beordre et splittet og forvirret Hamas til at overgive sig og udlevere alle gidsler? Og hvad hvis aftalen kræver, at Israel trækker sig helt ud af Gaa – er Netanyahu så interesseret?

Uanset hvad åbner Sinwars død for nye perspektiver i krigen. Og for mange israelere gav den en lillebitte følelse af, at retfærdigheden skete fyldest.