Stadig risiko for forfatningsmæssig krise efter høring i Højesteret
Tirsdag var en lang dramatisk dag i Højesteret i Israel. Her skulle tre dommere forholde til sig indsigelser mod regeringens beslutning om at fyre Ronen Bar, der er chef for efterretningstjenesten Shin Bet. Den beslutning blev truffet i marts. Aldrig før har en regering valgt at fyre en efterretningschef.
Og efter tirsdagens høring er det stadig uklart, om fyringen får lov at gælde. Højesteretsdommerne besluttede nemlig, at fyringen af Ronen Bar er sat på pause. De har givet regeringen og rigsadvokaten indtil 20. april til at finde »en kreativ løsning«, lyder afgørelsen. Oprindeligt var fyringen sat til at træde i kraft 10. april. Men det sker altså ikke. Regeringen må indtil den 20. april ikke gå videre med fyringen. Men de må godt holde jobsamtaler med mulige kandidater til jobbet, hvilket indikerer, at sandsynligheder for, at fyringen gennemføres, er relativt stor.
Dommerne var tydeligvis ikke tilfredse med processen omkring fyringen. Under høringen gravede de blandt andet i, at regeringen ikke har konsulteret rigsadvokaten (som er regeringens øverste juridiske rådgiver) om beslutningen, og man har ifølge dommerne heller ikke givet Ronen Bar mulighed for at forsvare sig, da man ikke før fyringen fortalte ham, hvad man var utilfreds med.
En personlig sag
Sagen har potentiale til at sende Israel ud i en dyb krise. Hvis Højesteret ender med at annullere fyringen, er det ikke utænkeligt, at regeringen vil afvise domstolens afgørelse. Og så vil man stå med en forfatningsmæssig krise, hvor Højesteret siger, at Ronen Bar er chef for Shin Bet, mens regeringen samtidig kan finde på at ansætte en ny.
Dem, som er kritiske over for fyringen af Bar – fx oppositionen – mener, at Netanyahu har en interessekonflikt, og at han har fyret Bar af personlige grunde, der ikke er gyldige.
For det første er der den såkaldte Qatar-gate, hvor Shin Bet lige nu undersøger to personer fra Netanyahus kontor, som er mistænkt for at være en slags agenter for Qatar. Kritikken her går på, at Netanyahu med en ny Shin Bet-chef håber at kunne lægge låg på den sag, og at det altså skulle være en af grundene til fyringen.
For det andet mener kritikerne, at Netanyahu forsøger at bruge Ronen Bar som syndebuk for terrorangrebet 7. oktober 2023. Ronen Bar har da også vedkendt sig sit ansvar og har tidligere sagt, at han til rette tid vil træde tilbage som følge af de fejl, der er begået.
Og for det tredje er det for nylig kommet frem i et brev skrevet af Ronen Bar, at Netanyahu på et tidspunkt har forsøgt at overtale Bar til at sige til domstolene, at det ikke var sikkert for premierministeren at vidne i de tre sager, hvor Netanyahu er anklaget for korruption. Men det ville Bar ikke. Netanyahu har sagt, at Bars påstand er løgn.
Netanyahus kontor har kaldt Højesterets foreløbige afgørelse »mystisk«, men har ikke sagt, om regeringen vil adlyde ordren, som altså lyder på, at Bar indtil videre får lov at fortsætte som chef for Shin Bet.