Yarden Bibas, Ofer Calderon og Keith Siegel løslades lørdag
Hele 11 gidsler står til at blive løsladt i denne uge. Torsdag blev tre israelske samt fem thailandske gidsler løsladt.
De tre israelere var Agam Berger (20 år), Arbel Yehoud (29 år) og Gadi Mozes (80 år). Berger var den sidste af de fem unge overvågningssoldater, hvor de fire andre blev løsladt 25. januar.
Arbel Yehoud og Gadi Mozes har været tilbageholdt af Islamisk Jihad. De og de fem thailændere blev løsladt fra Khan Younis. Der var stort kaos, masser af larm og mange mennesker, da de skulle gå den lange og utrygge vej til Røde Kors’ bil. De chokerende billeder fra overdragelsen har fået Netanyahu til at kræve, at det ikke sker igen.
Det forlyder, at 80-årige Gadi Mozes har været holdt alene lige siden 7. oktober 2023. Han blev torsdag genforenet med sine tre børn og fik lov at klippe skægget af sin ene søn, som har ladet det gro i knap 16 måneder.
Indtil videre har vi set videoklip fra samtlige israelske gidslers genforening. Men torsdag kom der ikke billeder fra Arbel Yehouds genforening med sin familie. Hendes bror blev dræbt 7. oktober, og hendes kæreste er stadig gidsel i Gaza. Det vides ikke, om Yehoud selv var klar over dette før sin løsladelse.
De fem thailandske gidsler blev løsladt som en del af en separat aftale mellem Hamas og Thailand. De er altså ikke en del af de 33 gidsler, som skal løslades i fase 1.
Det betyder, at der stadig mangler at blive løsladt 23 gidsler i fase 1.
Yarden Bibas løslades uden sin familie
Fredag kom det frem, at de tre, der skal løslades lørdag, er 35-årige Yarden Bibas, 54-årige Ofer Calderon og 65-årige Keith Siegel.
Også Yarden Bibas’ kone, Shiri, og to sønner, Kfir og Ariel, på nu 2 og 5 år blev bortført 7. oktober – men ikke sammen med Yarden. Shiri er det eneste kvindelige gidsel i Gaza, mens Kfir og Ariel er de eneste børn.
Hvis de er levende, burde de ifølge aftalen være løsladt nu. Derfor tyder meget på, at de er blandt de 8 (ud af de 33) gidsler, som ifølge Hamas er døde.
Mens løsladelserne indtil nu har været præget af stor glæde og lettelse, så bliver løsladelsen af Yarden Bibas sandsynligvis præget af sorg over hans families skæbne.
Hamas har for længe siden fortalt Yarden Bibas, at hans familie ikke lever mere. Men Israel har ikke kunnet bekræfte, at det passer.
Yarden Bibas og Ofer Calderon er fra kibbutz Nir Oz. Keith Siegel er fra kibbutz Kfar Aza.
Med deres løsladelse er der 20 gidsler, som mangler at blive løsladt i fase 1 – hvoraf de 8 som nævnt forventes at være døde.
Samtidig er der fredag blev åbnet for grænseovergangen mellem Gaza og Rafah. Som en del af aftalen vil der i den kommende tid dagligt være 50 sårede Hamas-folk, der får lov at rejse ind i Egypten.